Produktegenskaber
Beskrivelse
Når turene bliver længere, vejret mere uforudsigeligt, og nærmeste hytte eller vej ligger flere dagsmarcher væk, stilles der helt andre krav til teltet. Det i øvrigt meget rummelige NORTENT Vern 2 Silnylon 4S (4S er i øvrigt en forkortelse for 4-Season) er udviklet med netop den type ture for øje. Det er således et 4-sæsonerstelt, hvor konstruktionen er bygget op omkring høj styrke, gennemtænkte materialevalg og en lang række tekniske løsninger, som gør en reel forskel, når teltet udsættes for kraftig vind, vedvarende regn eller sne. Samtidig er vægten holdt på et niveau, hvor Vern 2 Silnylon 4S fortsat er et oplagt valg til længere trekking-ture, hvor oppakningen bæres hele dagen.
Den aerodynamiske tunnelkonstruktion er udviklet til at lade vinden arbejde omkring teltet frem for direkte imod det. De bløde linjer reducerer vindpresset på dugen, mens de mange bardunpunkter (14 stk.) gør det muligt at forankre teltet solidt, uanset om underlaget består af fjeld, lyng eller hårdt pakket jord. Kombinationen af teltets form og de 14 medfølgende Dyneema-barduner giver en usædvanlig stabil konstruktion, som bevarer sin form, selv når vejret bliver udfordrende. Dyneema er valgt, fordi materialet har en meget høj brudstyrke kombineret med minimal strækning. Bardunerne holder derfor spændingen langt bedre end traditionelle polyesterliner, også når de bliver våde. Dyneema er et ultralet og ekstremt stærkt syntetisk fibermateriale (UHMWPE), der er kendt som verdens stærkeste fiber. Det er 15 gange stærkere end stål i forhold til vægten, ekstremt let og meget modstandsdygtigt over for fugt, UV-stråler og kemikalier.
Yderteltet er fremstillet af 30D ripstop silnylon med et vandsøjletryk på 3.000 mm. Silnylon er et materiale, som gennem mange år har været foretrukket til avancerede trekking- og ekspeditionstelte, fordi silikonen imprægnerer selve fibrene i stedet for blot at ligge som en overfladebelægning. Det giver en markant højere rivstyrke og en mere fleksibel dug, som bedre kan optage belastninger fra kraftig vind uden at tage skade. Ripstop-vævningen begrænser samtidig risikoen for, at en mindre skade udvikler sig til en større flænge, hvilket er en væsentlig fordel på lange ture langt fra nærmeste udstyrsbutik.
Som alle telte med silnylon er selve dugen naturligvis vandtæt, medens selve sømmene eventuelt kan behandles med en silikonebaseret seam sealer. Herved opnås en fuldstændig vandtæt forsegling af syningerne, hvilket især kan være en fordel på ture med mange dages konstant regn.
Bunden er fremstillet af kraftig 70D nylon med et imponerende vandsøjletryk på 10.000 mm. Den kraftige bund giver en høj slidstyrke mod sten, grus og ujævnt terræn og reducerer samtidig risikoen for fugtgennemtrængning, når teltet står på gennemblødt underlag i længere perioder.
Noget af det mest interessante ved Vern-serien er den måde, belastningerne fra vinden håndteres på. Rundt om stangfæsterne er der syet kraftige forstærkningspaneler ind langs sømmene. Disse fungerer som en integreret del af teltets bærende konstruktion. Når vinden belaster teltet, fordeles trækket over et langt større område i stedet for at blive koncentreret omkring enkelte clips eller syninger. Belastningen bliver dermed væsentligt mere jævnt fordelt, hvilket reducerer spændingerne i teltdugen og mindsker risikoen for skader. Samtidig arbejder de kraftige forstærkninger sammen med det lette silnylon-materiale, så konstruktionen både kan absorbere og fordele de kræfter, der opstår under kraftige vindstød. Det er en løsning, som kræver mere arbejde under produktionen, men som giver en markant stærkere og mere holdbar konstruktion.
Alle områder, hvor belastningen er størst, er desuden forstærket med en af verdens stærkeste fibre. Disse ekstra forstærkninger beskytter de mest udsatte områder mod slid og gentagne belastninger og er med til at give teltet den lange levetid, som NORTENT er kendt for.
Stangkonstruktionen består af fem 9,5 mm DAC NSL aluminiumstænger, som tilsammen skaber en meget stiv og stabil ramme. De fem stænger fordeler belastningen jævnt gennem hele teltet og giver en høj bæreevne, både når vinden presser på siden af teltet, og når taget belastes af sne. I stedet for traditionelle stangkanaler benytter Vern 2 Silnylon 4S et clipssystem, som både gør opsætningen hurtigere og giver en vigtig ekstra fordel. Konstruktionen er nemlig udviklet til double poling, hvor der kan monteres et ekstra sæt stænger parallelt med de eksisterende. Ved vinterbrug eller ekspeditioner i områder med meget kraftig vind kan teltets styrke dermed øges betydeligt uden at ændre på konstruktionen. Det giver en fleksibilitet, som kun få telte tilbyder.
Opsætningen er samtidig overraskende enkel. Efter lidt øvelse kan Vern 2 Silnylon 4S rejses på omkring tre til fire minutter, hvilket gør en stor forskel, når regnen begynder, eller vinden tager til, mens lejren etableres.
Ventilationen er et andet område, hvor Vern 2 Silnylon 4S adskiller sig fra mange traditionelle telte. Silnylon er tæt, og uden en effektiv luftudskiftning vil der uundgåeligt dannes kondens på indersiden af yderteltet. Derfor er Vern 2 Silnylon 4S udstyret med hele seks ventilationsåbninger. To ventilationsåbninger nederst ved hver ende sørger for, at frisk luft trækkes ind, mens fire ventilationsåbninger over de fire indgange leder varm og fugtig luft ud. Den naturlige luftgennemstrømning reducerer kondens markant og giver et langt mere behageligt indeklima. De øverste ventilationsåbninger fungerer samtidig som små overdækninger, så indgangene kan stå delvist åbne under regn uden, at vand ledes direkte ind i teltet.
En af de store fordele ved Vern 2 Silnylon 4S er de to rummelige apsisser. Her er der god plads til store rygsække, støvler og øvrigt udstyr, så inderteltet kan holdes ryddeligt. Apsisserne er samtidig dimensioneret, så der er plads til at anvende et stormkøkken under tag, når vejret ikke indbyder til madlavning udenfor. De fire indgange gør desuden teltet meget fleksibelt i brug, da begge personer kan benytte hver sin indgang, og der altid vil være en læside, uanset vindretningen.
Inderteltet giver god plads til to personer og deres udstyr og kan foruden udstyr også rumme to store liggeunderlag på 190 x 60 cm, hvis pladsen ønskes udnyttet fuldt ud. De fire indvendige opbevaringslommer gør det let at organisere pandelamper, batterier, kort og andet småudstyr, som ellers hurtigt ender nederst i soveposen eller rygsækken.
Dørene i inderteltet kan lukkes helt på kolde ture, hvor varmen ønskes holdt inde, eller åbnes helt på varme sommerdage, hvor de integrerede myggenet sørger for effektiv ventilation uden gener fra insekter. Alle fire indgange kan åbnes helt, så teltet får en meget åben fornemmelse, mens konstruktionen stadig giver læ og beskyttelse, hvis vejret pludselig ændrer sig.
En detalje, som især vinterfriluftsfolk vil sætte pris på, er det integrerede udtag til skorsten. Det gør Vern 2 Silnylon 4S kompatibelt med teltovne og giver mulighed for opvarmning, tørring af udstyr og markant øget komfort på ture i den kolde del af året.
NORTENT Vern 2 Silnylon 4S er således udviklet til friluftsfolk, der ønsker et telt, som kan bruges langt det meste af året og under forhold, hvor konstruktionen skal kunne tåle det mest krævende brug. Materialevalget er gennemtænkt, forstærkningerne er placeret præcis dér, hvor belastningen er størst, og de tekniske løsninger er udviklet med udgangspunkt i praktisk brug frem for smarte detaljer. Resultatet er et stærkt og afsindigt gennemarbejdet 4-sæsonerstelt, der giver høj sikkerhed, stor fleksibilitet og en konstruktion, man kan have tillid til, når vejret viser sig fra sin absolut værste side.





































Reviews
There are no reviews yet.