Produktegenskaber
Beskrivelse
Når turen går over det mest krævende højfjeld, åbne vidder eller lange vandreruter, er der ikke plads til kompromiser. NORTENT Vern 1 Silnylon 4S (4S er i øvrigt en forkortelse for 4-Season) er udviklet til friluftsfolk, der stiller høje krav til både holdbarhed, vejrbeskyttelse og funktionalitet. Det er et ekstremt gennemført 4-sæsonerstelt, som er skabt til at fungere under forhold, hvor kraftig vind, vedvarende regn og skiftende temperaturer er en naturlig del af oplevelsen. Konstruktionen er gennemtænkt ned til mindste detalje og kombinerer lav vægt, god indvendig plads med en imponerende styrke, hvilket gør Vern 1 Silnylon 4S til et oplagt valg til lange soloekspeditioner, krævende trekking-ture og alpine eventyr.
Den meget aerodynamiske konstruktion reducerer vindens påvirkning markant. I stedet for at give vinden store flader at presse imod, leder teltets strømlinede form luftstrømmen hen over dugen. Resultatet er et telt, der arbejder med naturens kræfter fremfor imod dem. Samtidig giver de mange bardunfæster mulighed for at forankre teltet solidt, så konstruktionen bevarer sin stabilitet, selv når vejret viser sig fra sin absolut værste side. Dyneema er i øvrigt valgt til bardunmateriale, fordi materialet har en meget høj brudstyrke kombineret med minimal strækning, og bardunerne holder derfor spændingen langt bedre end traditionelle polyesterliner – også når de bliver våde. Dyneema er et ultralet og ekstremt stærkt syntetisk fibermateriale (UHMWPE), der er kendt som verdens stærkeste fiber. Det er 15 gange stærkere end stål i forhold til vægten, ekstremt let og meget modstandsdygtigt over for fugt, UV-stråler og kemikalier.
Yderteltet er fremstillet af 30D ripstop silnylon med et vandsøjletryk på 3.000 mm. Silnylon er kendt blandt erfarne teltbrugere for sin kombination af lav vægt, meget høje rivstyrke og gode evne til at absorbere belastninger fra vind uden at tage permanent skade. Silikonebelægningen gennemtrænger fibrene i stoffet og giver en stærkere dug end traditionelle PU-belægninger, samtidig med at materialet bevarer sin smidighed, selv ved lave temperaturer. Ripstop-vævningen begrænser desuden risikoen for, at mindre rifter udvikler sig til større skader under brug.
Alle særligt udsatte områder på yderteltet er forstærket med en af verdens stærkeste fiberløsninger. Disse forstærkninger er placeret præcis dér, hvor belastningerne er størst, og øger teltets samlede modstandsdygtighed betydeligt. Kombinationen af det lette silnylon og de strategiske forstærkninger giver en konstruktion, der både kan holde vægten nede og samtidig modstå mange års intensiv brug under krævende forhold.
En særlig detalje ved Vern 1 Silnylon 4S er den kraftige forstærkning, som er syet ind langs sømmene ved stangfæsterne. Når kraftige vindstød rammer teltet, fordeles belastningen over et langt større område i stedet for at koncentreres omkring enkelte fastgørelsespunkter. Det reducerer belastningen på selve teltdugen og mindsker risikoen for deformation eller rivskader. Denne metode gør teltet markant mere modstandsdygtigt over for de dynamiske kræfter, som opstår under hårdt vejr, og er en af de tekniske løsninger, der adskiller NORTENT fra mange traditionelle teltkonstruktioner.
Stangkonstruktionen består af tre DAC NSL aluminiumstænger med en diameter på 9,6 mm. DAC regnes blandt verdens førende producenter af teltstænger og anvendes af mange af de mest anerkendte producenter af ekspeditionstelte. NSL-serien kombinerer høj styrke med lav vægt og præcise samlinger, som giver en ensartet belastningsfordeling gennem hele stangkonstruktionen. Resultatet er et telt, der står stabilt uden unødig vægt.
I modsætning til mange klassiske telte benytter Vern 1 Silnylon 4S ikke traditionelle stangkanaler. I stedet fastgøres stængerne med clips, hvilket giver flere praktiske fordele. Opsætningen bliver hurtigere og mere enkel, samtidig med at konstruktionen giver mulighed for double poling, hvor der monteres et ekstra sæt stænger i de samme kanaler. Ved ekstrem vind eller kraftigt snefald kan den ekstra stangkonstruktion øge teltets stivhed markant og give en væsentligt større stabilitet og markant højere bæreevne. Denne fleksibilitet gør Vern 1 Silnylon 4S særligt interessant for brugere, der færdes i områder med meget omskiftelige vejrforhold.
Opsætningen er desuden usædvanligt enkel. Når man har prøvet teltet et par gange, kan det rejses på blot få minutter. Det er en stor fordel, når vejret hurtigt skifter, eller når lejrpladsen skal etableres sidst på dagen efter mange timers vandring.
Et tæt ydertelt stiller store krav til ventilation, og netop her er Vern 1 Silnylon 4S udviklet med stor omhu. Teltet er udstyret med tre ventilationsåbninger, som skaber en effektiv luftcirkulation. To ventilationsåbninger nederst ved hver ende trækker frisk luft ind, mens en større ventil over indgangen leder varm og fugtig luft ud. Denne naturlige gennemstrømning reducerer risikoen for kondens på indersiden af yderteltet og bidrager til et mere behageligt indeklima.
Den øverste ventil fungerer samtidig som et beskyttende udhæng over indgangen. Det betyder, at døren kan stå delvist åben under let regn uden, at vand trænger direkte ind i teltet. Kombinationen af justerbare indgange og den gennemtænkte ventilation giver stor fleksibilitet, uanset om vejret byder på varme sommerdage eller kolde efterårsnætter.
Selvom Vern 1 Silnylon 4S er udviklet som et solotelt, tilbyder det en rummelig apsis med god plads til rygsæk, støvler og øvrigt udstyr. Apsissens størrelse gør det samtidig muligt at anvende stormkøkken under overdækning, når vejret ikke indbyder til madlavning under åben himmel. Det giver større komfort på længere ture, hvor man ofte tilbringer mange timer i teltet.
Inderteltet er dimensioneret, så der uden problemer er plads til et 190 x 60 cm liggeunderlag, samtidig med at der fortsat er plads til tøj og personligt udstyr. Flere integrerede opbevaringslommer gør det nemt at organisere pandelampe, kort, elektronik og andre småting, så de altid er inden for rækkevidde.
Inderteltets døre kan tilpasses efter temperatur og årstid. På kolde dage kan de lukkes helt for at holde på varmen, mens de på varme nætter kan åbnes, så insektnettet alene sørger for ventilation uden at slippe myg og andre insekter ind. Hele siden af teltet kan desuden åbnes under rolige vejrforhold, hvilket giver en meget åben og luftig oplevelse tæt på naturen.
Som et ægte 4-sæsonerstelt er Vern 1 Silnylon 4S udviklet til brug året rundt. Konstruktionen er dimensioneret til både sommerens lange vandreture og vinterens mere krævende ekspeditioner. Materialevalget, stangkonstruktionen, ventilationssystemet og de omfattende forstærkninger arbejder sammen om at skabe et telt, der kan anvendes under meget forskellige forhold uden at gå på kompromis med sikkerhed eller komfort.
Trods den solide konstruktion holder Vern 1 Silnylon 4S vægten imponerende lav. Minimumsvægten er kun 2,3 kg, mens den komplette pakkeløsning vejer 2,8 kg. Den kompakte pakkestørrelse på 40 x 19 cm gør teltet let at transportere i rygsækken, hvor det optager begrænset plads på længere ture.
NORTENT Vern 1 Silnylon 4S er udviklet til friluftsfolk, som ønsker et let, men kompromisløst 4-sæsonstelt med fokus på teknisk konstruktion, lang levetid og maksimal stabilitet under krævende forhold. Kombinationen af silnylon, DAC NSL-stænger, omfattende sømforstærkninger, Dyneema-barduner, de 18 stk. medfølgende Y-pløkke og mulighed for dobbelt stangføring gør Vern 1 Silnylon 4S til et telt, der er bygget til mange års brug på alt fra højfjeld og alpine vinterture til lange trekking-eventyr, hvor udstyret skal fungere – hver eneste dag!


































Reviews
There are no reviews yet.